Familieterapi i København (Nørrebro)

De kriser, konflikter og traumer, der opstår i en familie, skal heles i en familie. Det gælder både for familier med små, store og voksne børn.

Det kan ikke undgås, at der i alle familier opstår kriser, men den måde, vi håndterer krisen på, kan give læring og trivsel i det lange løb for både voksne og børn.

Når jeg bliver kontaktet af forældre, handler det tit om:

  • Et højt konfliktniveau hos et barn eller en voksen.
  • Et tab i den nærmeste vennekreds eller familie, der efterlader alle i sorg.
  • Et barn eller en ung, der ikke trives i skolen.
  • En forældre eller et nært familiemedlem, som er blevet ramt af sygdom (stress, angst, depression, kræft o.l.).
  • Sammenbragte familier og de udfordringer, det fører med sig for voksne og børn.
  • Familier med voksne børn, der har svært ved at være sammen.

Kriser i en familie kan efterlade alle ensomme og med en følelse af at sidde fast i den måde, familien er sammen på. Børnene begynder at opføre sig anderledes, end de plejer, og forældrene afspiller “gamle plader”, der ikke virker mere.

Sammen kan vi arbejde på at danne os et overblik over de problematikker, I står med, samt give jer mulighed for at sætte nogle andre ord på jeres udfordringer og give jer et helt andet syn på jeres families dynamikker.

Og den nye indsigt, I får, giver jer friheden til at handle anderledes fremover.

Jeg kan hjælpe jer med at få sat ord på det, der rører sig hos jer hver især, og dette kan i sig selv være helende for både voksne og børn i familien.

Det gælder, hvad enten jeres familieproblemer handler om for mange skænderier, sygdom i familien, skilsmisse eller andre kriser.

Nedenfor kan du læse mere om, hvordan jeg kan hjælpe ved f.eks. skilsmisse, personlig krise hos en voksen, der smitter af på hele familien, og konflikter mellem børnene og/eller de voksne.

Sådan foregår familieterapi

Familieterapi starter med, at I ringer til mig, og vi taler sammen om, hvilke problematikker I står med, og herefter finder vi sammen ud af jeres specifikke behov, og hvem der skal deltage i terapien.

Første gang vi mødes (hele familien), kan I enten vælge at mødes hos mig i min praksis på Nørrebro eller hjemme hos jer selv, hvis det ligger i passende afstand til mit lokale.

Jeg har tider både dag, aften og weekend, så det plejer ikke at være et problem at finde et tidspunkt, der passer alle.

Som udgangspunkt er første terapitime en opklarende time, hvor jeg får et overblik over jeres situation. Vi finder derefter ud af, om hele familien skal fortsætte i terapien, eller om det bare er jer forældre, der fremadrettet skal deltage.

Grunden til at børnene skal med, er, at de næsten altid – om man vil det eller ej – er viklet ind i de konflikter eller kriser, der opstår i en familie. En terapitime med børn vil give dem en mulighed for at få en større forståelse for, hvad der sker i familien, og vigtigst af alt at forældrene tager ansvaret for det og prøver at finde en vej igennem de udfordringer, familien står med. Det er også derfor, det som oftest giver mening at fortsætte familieterapien med forældrene alene og så have børnene med til en af de afsluttende gange.

Ahornsgade 18

Rent praktisk vil der være stole til alle, men det er primært forældrene jeg taler med. Børnene bevæger sig frit rundt i rummet, leger med deres legetøj og byder ind med deres tanker og reaktioner, hvis de har lyst. 

Jo ældre børnene er, jo mere er de en del af samtalen i terapien, og voksne børn deltager selvfølgelig på lige fod med deres forældre.

Jeg oplever, at de børn, der er kommet med deres familier i min praksis, nyder tiden sammen med deres forældre og glæder sig til næste gang. Også selvom (eller måske især fordi) emnerne, der er blevet talt om, er alvorlige, og de ofte har set deres forældre være både kede af det, vrede og frustrerede.

Børnenes trivsel afhænger af åbenhed i familien

Især børnene kan komme i klemme, hvis der er problemer i familien. Når et medlem i en familie ikke har det godt, påvirker det hele familien. Stress, angst, depression og andre livskriser i voksenhøjde involverer i høj grad også børn i alle aldre og kan sætte sit præg på deres hverdag.

Det usagte er utrygt for børn at leve i. Barnet leder efter en forklaring og kommer ofte frem til, at det er barnet selv, der er årsag til stemningsskiftet i familien. Typisk resulterer det i en uønsket adfærd hos barnet.

Åbenhed og klare linjer skaber derimod en følelse af lettelse og tryghed hos barnet – også selv om mor eller far ikke bliver glade lige med det samme. Og det er aldrig for sent at tale om, hvordan det var, dengang børnene var små, hvordan det er nu, og hvad I ønsker jer for familien i fremtiden.

Skænderier og konflikter i familien

Ingen familier er enige om alting hele tiden. Men hvis skænderier og andre konflikter gang på gang dukker op og fylder meget i familielivet, bør I finde ud af hvorfor.

Er der søskendejalousi mellem børnene, et barn der føler sig stresset eller overset, eller har en af familiens voksne problemer med stress eller andet, som går ud over resten af familien? Er det jer som partnere der skændes alt for meget, og har behov for parterapi?

Jeg kan hjælpe jer til at se, hvad der foregår, og bringe jer på sporet af, hvordan I får en mere rolig hverdag uden for mange konflikter.

Forventningsafstemning

Jeg oplever tit at mine klienter opsøger mig når alle andre muligheder er udtømte. De har typisk gået med den udfordring, de søger terapi for, i lang tid, og er trætte og udmattede. De ønsker (forståeligt nok) at få det bedre, med det samme. For mange er det en lettelse at tale om det der fylder, med en der ikke er involveret.

Men der er stor forskel på, hvor langt et terapeutisk forløb er, og det tager tid at ændre gamle mønstre og væremåder.

Hos mig får I ikke mirakler, men en langtidsholdbar løsning. I får en unik mulighed for at få ny indsigt i, og komme videre med, hvad det er, der rører sig i jeres liv.

En indsigt I på længere sigt kan bruge når I støder ind i andre udfordringer og kriser.

Skilsmissebørn

Som familieterapeut kan jeg hjælpe jer med at lette skilsmissen for jer selv og jeres børn.

Det kan være svært også at skulle sørge for børnenes trivsel i en skilsmisse, hvor man som voksen også selv er påvirket og ikke har så meget overskud.

Børnene har krav på information om hvad der sker i deres familie – men det kan være svært at få sat ord på for jer som forældre. Jeg kan hjælpe jer med at få talt med jeres børn om det der er smertefuldt, så budskaberne er klare og tilpasset børnenes alder.

I forældre skal kunne tale sammen og finde en god løsning på forældremyndighed, bopæl, samvær og meget andet praktisk, selv om den ene eller begge måske lider under bruddet.

Børnene skal vænne sig til ikke at have begge sine forældre på samme tid, måske til at bo et nyt sted, og andre forandringer i hverdagen.

Det kan hjælpe jer alle godt på vej i det nye liv, hvis I får talt åbent om, hvad der bekymrer jer, og hvad I forventer. 

Delebørn, regnbuebørn og sammenbragte familier

Skal I til at finde ud af at skabe jer en familie sammen, kan det være en god idé at tale sammen i et trygt og fortroligt rum med en ekspert udefra.

Om I har fundet ud af at I vil starte jeres egen lille regnbuefamilie, eller om I er på vej til at flytte sammen og der er børn fra forrige forhold, anbefaler jeg at sætte lidt tid af til at snakke om både det praktiske og det følelsesmæssige.

At man elsker en person er ikke ensbetydende med, at forholdet til hans eller hendes børn går glat.

Og at man begge har et brændende ønske om et regnbuebarn, er ikke ensbetydende med, at man kan samarbejde på alle andre fronter.

Jeg kan give jer en mulighed for at snakke om det der optager jer – og måske komme med nogle vinkler og viden omkring det, I sidder med.

Familieterapi eller familierådgivning?

Ofte indgår jeg både som terapeut/familiebehandler og som familierådgiver hos de familier der kontakter mig.

Familieterapi og familierådgivning er ikke den samme ting, men kan sagtens kombineres. Vi kan sammen finde ud af, hvad I har brug for.
Du kan læse mere om familierådgivning her

Du er velkommen til at ringe til mig på tlf. 29633235 med det samme, og høre hvordan jeg kan hjælpe med jeres families udfordringer. Du kan også skrive en sms eller sende mig en mail på sinenyeng@gmail.com.